Den ny Julemærkekomité med Københavns overpræsident Frederik de Jonquières (1854-1925) som formand havde to sager, som den skulle løse, og helst hurtigt. Og de to sager var tæt forbundne: Den første var at klinke skårene efter den heftige medieomtale af ødsel omgang med andres midler i forbindelse med bygningen af Julemærkesanatoriet og dermed genoprette julemærkeindsamlingens gode navn og rygte, den anden var at få afsluttet sagen med Julemærkesanatoriet i Kolding.

Sagen var jo nemlig den, at aftalen mellem Julemærkekomitéen og Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse om, at sidstnævnte skulle overtage Julemærkesanatoriet, når det var færdigbygget, og i øvrigt stå for driften af det, var behæftet med den klausul, at sanatoriet skulle være klar til overtagelse inden udgangen af 1909. Nationalforeningen opfattede sig derfor som fritstillet i forhold til aftalen, og det gav anledning til nogle ualmindeligt seje forhandlinger, hvorunder Nationalforeningen truede med at overtage hele julemærkeindsamlingen, før man omsider nåede et resultat lige før jul i 1911.

Aftalen indebar, at Nationalforeningen overtog Julemærkesanatoriet samt et lån på 200.000 kr., som Julemærkekomiteen havde været nødt til at optage for at kunne færdiggøre sanatoriet. Til gengæld forpligtede Julemærkekomitéen sig til at indbetale en fjerdedel af det årlige nettooverskud fra julemærkesalget til Nationalforeningen, indtil lånet på de 200.000 kr. var afdraget.

Dermed var der sat punktum for "skandalen". Men Julemærkekomiteén var "kureret" for at bygge flere tuberkulosesanatorier; Julemærkesanatoriet i Kolding blev det eneste af sin slags, og Julemærkekomitéen gav sig til at støtte børns velfærd på andre måder ved at bygge og drive rekonvalescenthjem for syge og svage børn.