Ræder var født på Dyrehavegård og dermed en ægte "koldinger"; han startede som 21-årig i Dansk Frøhandel i Kolding og endte som direktør for foretagendet, men han blev først og fremmest et kendt ansigt i byen på grund af sit store engagement i købstadens ve og vel, eksempelvis som mangeårigt medlem af bestyrelsen for Koldinghus og formand for Kolding Sejlklub. I forbindelse med sin 70-års dag blev han hyldet for sit "utrættelige arbejde for en sag af uvurderlig betydning for Kolding by", nemlig Julemærkesanatoriet. Glemt var nu den til tider meget voldsomme kritik, som sanatorieplanerne i almindelighed og Ræder i særdeleshed var blevet udsat for 30 år tidligere.

Jacob Ræder har selv givet en malende beskrivelse af den arbejdsomme og langvarige proces, som til sidst førte til beslutningen om at bygge Danmarks første julemærkesanatorium i Kolding. Faktisk findes der to versioner af historien om Ræders indsats for at få sanatoriet til Kolding, og de stammer begge to fra Ræder selv. Ifølge den ene mødte Ræders bror, Maximilian Oscar Ræder (1874-1968), der på daværende tidspunkt var assistent i Generaldirektoratet for Post- og Befordringsvæsenet i København (og endte sin karriere inden for postvæsenet med at beklæde embedet som postmester i Sønderborg i 24 år), tilfældigvis en dag komiteens "meget energiske" sekretær, senere overpostinspektør Jørgen Bergsøe (1866-1928), som undrede sig over den manglende reaktion fra Kolding. I den anden og ældste version var det Holbøll selv, som var løbet ind i Ræders bror i Generaldirektoratet og nærmest henkastet havde spurgt ham, om der "vel ikke er en plads ovre ved Kolding, hvor vi kan bygge Julemærkesanatoriet". Det fortalte broderen i et brev til Ræder, og "jeg tænkte straks på pladsen ved Schäfferskoven, hvor sanatoriet nu ligger".