Saugmans energiske agitation har også sin del af æren for, at en række indflydelsesrige mænd i januar 1901 stiftede Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse. Initiativet kom fra lægen og folketingsmanden Holger Rørdam (1863-1941), der som ung læge blandt fattige herregårdsarbejdere på Lolland havde set, hvordan tuberkulosen gjorde indhug blandt både voksne og børn i de små og usle hjem. Sammen med læge Carl Lorenzen (1860-1932) lykkedes det ham at få flere førende politikere med I. C. Christensen i spidsen til at gå ind i foreningens ledelse sammen med læger, borgmestre og erhvervsfolk, bl.a. grosserer Emil Vett, som således blev udstyret med endnu en kasket i tuberkulosesagen.

Året forinden havde Socialdemokratiet fremsat et forslag i Rigsdagen, som gik ud på at lade staten opføre og drive tre tuberkulosesanatorier, hvoraf det ene skulle være forbeholdt "kirtelsyge børn af ubemidlede forældre". Forslaget blev støttet af landets sygekasser, og det fik gennem en underskriftindsamling opbakning fra omkring 300.000 sygekassemedlemmer, men Venstre-regeringen gik lodret imod. Man var bange for, at der med forslaget ville blive skabt præcedens for, at det var en statsopgave at tage sig af tuberkulosebehandlingen, og at denne kæmpeopgave ville lænse statskassen i uoverstigelig grad.

På den anden side kunne regeringen naturligvis godt se, at tuberkulosen var en omsiggribende folkesygdom, som der måtte gøres noget imod, men det måtte så ske i privat regi, således som det eksempelvis var sket i Tyskland - og det forklarer, at fremtrædende Venstrepolitikere næsten stod i kø for at indgå i Nationalforeningens arbejde. Under alle omstændigheder var det ikke i nogens interesse, at tuberkulosebekæmpelsen blev et partipolitisk stridsæble, og derfor har det bekommet regeringspolitikerne vel at få indsatsen placeret i en upolitisk forening. 

Foreningens indsats førte bl.a. til nedsættelse af Tuberkulosekommissionen i 1902 og Tuberkuloseloven af 1905. Loven indebar, at der kunne ydes statsstøtte til tuberkuloseinstitutioner, der var bygget af private for privat indsamlede midler. Nationalforeningen, der i løbet af meget kort tid fik tilslutning fra 30.000 medlemmer, stod bag oprettelsen af en lang række sanatorier: Silkeborg (1903), Ry (1903), Haslev (1903), Skørping (1906), Nakkebølle (1908) og Faksinge (1908), og fra 1912 en række kystsanatorier ved Fakse Ladeplads, Kalø Vig, Nyborg og Hjerting. Alle Nationalforeningens sanatorier var imidlertid først og fremmest beregnet for voksne.