Vejen ud til sanatoriet måtte nødvendigvis gå gennem fiskerlejet Strandhuse, og det gav anledning til en veritabel fejde, som også gav kraftig genlyd i de lokale medier. En vis lærer Lindbæk i Strandhuse var indædt modstander af både sanatoriet og vejanlægget, vistnok fordi det spolerede hans egen idé om en strandvej fra Kolding og hele vejen til Drejens. Trods Lindbæks mange, lange og meget lidt smigrende avisartikler gav Ræder imidlertid ikke op, og det lykkedes ham at få sognerådet i Eltang-Vilstrup, hvorunder Strandhuse hørte, til ikke blot at hoste op med 3.000 kr. kontant, men også til at anlægge vejen fra sanatoriet til Strandhuse.

Men så gik beboerne i Strandhuse i aktion: De ville ikke have forstyrret deres enemærker af trafik til og fra sanatoriet, så de satte en bom for vejen med henvisning til, at vejen gennem Strandhuse var privat vej. Igen måtte Ræder i aktion: han henvendte sig til amtmand V. Bardenfleth (1850-1933) i Vejle, som gav ham en skideballe, fordi han på forhånd skulle have sikret sig, at vejen gennem Strandhuse var en offentlig vej. Den eneste mulighed var nu at få samtlige beboere i Strandhuse til at skrive under på, at de accepterede, at vejen blev offentlig.

Det ville unægtelig være op ad bakke, når man tænker på lærer Lindbæks hårdnakkede modstand. Men så skete der det helt utrolige, at Lindbæk blev uvenner med sognerådsformand Christen Hansen i Eltang-Vilstrup, som netop boede i Strandhuse. Lindbæk vendte på en tallerken og blev med ét den største fortaler for den offentlige vej gennem Strandhuse! Til gengæld var sognerådsformanden nu lodret imod, men "ham ordnede så stiftamtmanden".