I de første måneder af 1905 skulle Julemærkekomiteen tage endelig stilling til, hvilket velgørende formål de indkomne midler fra salget af det første julemærke skulle anvendes til. Det stod efterhånden klart, at der skulle etableres et sanatorium for tuberkuloseramte børn - men der var stor diskussion om, hvilken form for tuberkulose sanatoriet først og fremmest skulle behandle.
Efter en række sonderinger, bl.a. på Vejlefjord, indgik Julemærkekomiteen i maj 1905 en samarbejdsaftale med Nationalforeningen for Tuberkulosens Bekæmpelse. Ifølge aftalen skulle Julemærkekomiteen opføre et børnesanatorium for tuberkuloseramte børn; der skulle være mindst 100 sengepladser, og efter opførelsen skulle ejendomsretten overgå til Nationalforeningen, som til gengæld forpligtede sig til at stå for driften. Julemærkekomiteen skulle altså stå for byggeriet, men Nationalforeningen betingede sig at få indflydelse på valget af byggegrund, tegningerne til byggeriet og indretningen af samme. Derudover indeholdt aftalen en passus om, at hvis byggeriet ikke stod færdigt inden udgangen af 1909, bortfaldt Nationalforeningens forpligtelse til at drive sanatoriet.
Selv om aftalen med Nationalforeningen var noget ukonkret, når det drejer sig om, hvilken type tuberkulosepatienter, det kommende børnesanatorium skulle tage sig af, var der reelt ingen tvivl i komiteen om, at det var børn, der var angrebet af lungetuberkulose, som det ny sanatorium skulle bygges til.
Sanatoriet var anslået at skulle koste omkring 250.000 kr. at bygge og indrette, og aftalen betød, at Julemærkekomiteen havde bundet sig til ikke blot fortsat at udgive et julemærke, men også til at anvende sit overskud i den følgende årrække på netop dette formål. Det var næppe Holbølls kop te; han foretrak nemlig en model, hvorefter indtægterne fra salget af julemærkerne fra år til år kunne anvendes til forskellige godgørende formål og ikke ét formål alene.
