Tuberkulosen, svindsoten, lungesoten, brystsygen eller "den hvide pest" var en af datidens helt store svøber, som i 1800-tallet især hærgede i de europæiske storbyer. Industrialiseringen trak enorme befolkningsgrupper til de store byer, hvor de blev stuvet sammen i små og usunde lejligheder. Omkring år 1900 skyldtes hvert tredje dødsfald i Danmark i aldersgruppen 15-60 år denne sygdom, hvad der dengang svarede til 5-6.000 døde om året. Tuberkulose var i udpræget grad en fattigmandssygdom, som var snævert forbundet med den dårlige hygiejne, de store børneflokke, de usle boligforhold og den mangel på nærende kost, som var de uomgængelige følger af fattigdom.
Tuberkulose kendes helt tilbage fra oldtiden. Allerede de gamle grækere og romere var bekendt med sygdommen og vidste, at man kunne opnå en helbredende virkning gennem en kombination af frisk luft - enten ved havet eller oppe i bjergene - samt motion og god og rigelig ernæring. I virkeligheden er tuberkulose imidlertid et temmelig vidt begreb: det er en betændelsessygdom, som ikke kun angriber lungerne, men også kirtler, knogler og led. Forskningsmæssigt var det et stort fremskridt, da tyskeren Robert Koch i 1882 fandt tuberkelbacillen og dermed kunne fastslå sygdommens årsag og hvordan smitten spredes.
Den mest udbredte form for tuberkulose var lungetuberkulosen, og det var da også netop denne variant og mulighederne for at helbrede den, som man især interesserede sig for i Tyskland.
I 1854 grundlagde lægen Hermann Brehmer et sanatorium i Görbersdorf, som i dag hedder Sokolowsko og ligger i Polen, meget tæt på grænsen til Tjekkiet. Brehmer anlagde bl.a. en lang række veje og stier i området omkring sanatoriet, som var af varierende "sværhedsgrad", og som det krævede en stadig større fysisk indsats at forcere. Her skulle patienterne motionere efter et nøje tilrettelagt og lægeordineret program, afhængig af deres sundhedstilstand. Undervejs var der så mulighed for at holde en pause på en af de mange bænke, som var opstillet - ja, der var sågar også ophængt et antal hængekøjer til dem, der for alvor trængte til hvile, mens de benyttede de forskellige stier.
Brehmer gik også meget op i patienternes ernæring, og et ophold på hans sanatorium indebar således, at man skulle indtage fem daglige måltider med få timers mellemrum.
En af Brehmers disciple var den unge læge Peter Dettweiler, som i 1876 blev overlæge på et sanatorium i Falkenstein i nærheden af Frankfurt am Main. Hans tese var, at man ikke måtte overdrive motionen, men at en forbedring af tuberkulosepatienternes tilstand krævede megen hvile. Han indrettede derfor sit sanatorium med store, delvis åbne liggehaller, hvor patienterne kunne opholde sig i den friske luft i magelige liggestole. Brehmers og Dettweilers anstalter kom til at danne forbilleder for sanatorier mange andre steder, herunder også i Danmark.
Når sanatorierne som oftest blev placeret i naturskønne omgivelser uden for byerne, var det naturligvis fordi patienternes helbredelse fordrede lys og frisk luft, men samtidig fik man isoleret patienterne og dermed minimeret smittefaren.
