Julemærkekomiteen stillede en række betingelser for at ville acceptere placeringen ved Kolding Fjord. Først og fremmest skulle Ræder skaffe 30.000 kr. til dækning af omkostningerne ved købet af grunden. Den udgift ville Julemærkekomiteen altså ikke selv dække, hvad der jo stemmer med Ræders tilbud om, at Odd-Fellow logen i Kolding ville skænke grunden. Udover kravet om det kontante bidrag formulerede Julemærkekomiteen yderligere tre betingelser: Der skulle være rigeligt med vand på grunden, der måtte ikke være "glideler" på grunden, og der skulle være en direkte, offentlig vej mellem sanatoriet og Kolding. Det viste sig at være forbundet med endog meget store kvaler at opfylde disse betingelser.
Først vandet: Sanatoriet skulle bruge 1200-1400 tdr. vand om dagen, og det kunne ikke umiddelbart præsteres på de indkøbte grunde. En boreekspert fra Odense blev tilkaldt, men han kunne ikke finde vand på grundene, og det lykkedes heller ikke Ræder at få en aftale i stand med det vandværk i Nr. Bjært, som var i færd med at blive bygget, så gode råd var dyre. Men pludselig dukkede en brøndborer Lund fra Kolding op og ved hjælp af "nogle sølle redskaber gik han lige hen til en plet og sagde: Her er vand nok." Det holdt stik. Undervejs viste det sig desuden, at der var masser af "glideler", men det valgte man i første omgang at se bort fra. Det kom siden til at koste dyrt.