"Schæffer Skov" eller Louisehøj (opkaldt efter Christian 9.s dronning Louise) var et yndet udflugtssted for koldingensere. Fjorddampskibsselskabets damper "Koldinghus" anløb fra begyndelsen af 1880'erne stedet på sine sommersejladser til Løverodde og Fænø. Købmand Frederik Jensen havde opført et lille traktørsted ved Louisehøj, men da sommersejladsen blev ramt af uheld, flyttede han omkring århundredskiftet sin pavillon over på den anden side af fjorden til det sted, som blev døbt Christiansminde efter kong Christian 9. Så havde man en kongelig lokalitet på hver sin side af fjorden!
Ræder tog kontakt med købmand Conrad Andersen (1862-1930), og de to herrer blev enige om, at man burde gøre forsøget på at få sanatoriet til Kolding. Det ser ud, som om Ræder også fik en direkte skriftlig henvendelse fra Holbøll, og i hvert fald lå det i luften, at en eventuel byggegrund i Kolding ikke måtte koste Julemærkekomiteen noget. Både Ræder og Conrad Andersen var logebrødre, og de var enige om, at Ræder kunne meddele Holbøll, at Odd-Fellow Logen "Odin" i Kolding ville skænke grunden til det gode formål.