Efter besigtigelsen af Louisehøj sørgede Ræder for, at fjorddamperen fortsatte til Staurby Skov ved Middelfart, så man kunne rekognoscere på det areal, hvor Jerichau-Christensen ønskede at placere sanatoriet. Uheldigvis for komitéformanden afviste Gram, der jo var den ene af komiteens to lægelige eksperter, på stedet denne placering som aldeles uegnet, fordi den ikke lå i læ for nordlige og nordvestlige vinde, hvad der var en betingelse. Dertil kom, at stedet var gennemskåret af både jernbanen og en vej, hvad der ikke ligefrem ville give den ønskede ro. Til gengæld var både Gram og Holbøll meget begejstrede for Louisehøj.

Ikke desto mindre insisterede Jerichau-Christensen på, at man straks skulle forhandle om overtagelse af Middelfart-grunden, hvilket foregik hos en lokal sagfører. Det trak imidlertid ud, men med god hjælp af Gram blev selskabet overtalt til at tage på hotel i Middelfart, hvor Ræder spenderede en bedre middag på dem. Ræder fik dermed en gylden mulighed for yderligere at lobbye for placeringen i Kolding, "og jeg slap ikke komiteen, før jeg havde drejet kupéhåndtaget om for den og set toget dampe af til København".

Hvordan det nu end gik til, droppede komiteen placeringen ved Middelfart. Ræder hørte ganske vist ikke noget fra komiteen, før han pludselig fik et brev fra Vett eller Bergsøe, hvoraf det fremgik, at nu havde komiteen i stedet besluttet sig for at bygge ved Faaborg - netop den placering, som især Vett gik ind for. Men Ræder gav ikke op; han tog sporenstregs toget til København, hvor han opsøgte Vett på dennes kontor. Han sad netop og ventede på bekræftelsen på, at Julemærkekomiteen kunne disponere over grunden i Faaborg. Ræder måtte således forstå, at han kom for sent, og i hvert fald havde han ikke indtryk af, at hans argumenter gjorde indtryk på Vett; alligevel blev placeringen i Faaborg af ukendte årsager heller ikke til noget.