I gennemsnit var børnene indlagt i omkring et år, og helbredelsesprocenten var høj - antagelig omkring 85 %. Langt de fleste patienter på Julemærkesanatoriet kunne altså udskrives i en langt bedre tilstand, end da de blev indlagt. Typisk blev de hjemsendt med betegnelsen "betydeligt bedrede", hvilket var lægernes lidt forsigtige formulering, fordi der hele tiden var angsten for, at sygdommen skulle bryde ud igen. Fra starten og frem til 1950 kom i alt 15.000 børn til behandling på Julemærkesanatoriet.
Ved Nationalforeningens 40-års jubilæum i 1941 kunne man glæde sig over, at det i den forløbne periode var lykkedes i betragteligt omfang at dæmme op for "den hvide pest". Hvor 20,6 af hver 10.000 indbyggere i Danmark i 1900 døde af tuberkulose, var tallet i 1939 nedbragt til 3,4 pr. 10.000 indbyggere, og Danmark var dermed blevet det land i Europa, hvor tuberkulosedødeligheden var lavest. I 1959, hvor Julemærkesanatoriet lukkede, var tuberkulosedødeligheden i Danmark nede på 0,4 pr. 10.000 indbyggere.
Baggrunden for at antallet af tuberkuløse børn faldt, var først og fremmest, at der i 1940'erne efterhånden var blevet indført regelmæssig vaccination mod tuberkulose, den såkaldte calmette-vaccination, opkaldt efter Albert Calmette, hvis vaccine mod kvægtuberkulose viste sig også at kunne beskytte mennesker mod tuberkulose.
Hertil kom det profylaktiske arbejde, som blev udført af de landsdækkende tuberkulosestationer, samt de folkeundersøgelser, som blev indført i 1950'erne. De antibiotiske midler blev stedse bedre, og takket være kemoterapi kunne man nu behandle og helbrede tuberkulose på få måneder. Men af endnu større betydning var den stigende levestandard med bedre boligforhold, bedre hygiejne, bedre kost og den stigende forståelse for vitaminernes betydning.
De sidste patienter forlod Julemærkesanatoriet 1. oktober 1959. Gennem sin næsten 50-årige eksistens var Julemærkesanatoriet stærkt medvirkende til, at rigtig mange børn blev helbredt eller i hvert fald fik det betragteligt bedre, og i tusindvis af familier havde al mulig grund til at være taknemmelige over den indsats, som personalet på sanatoriet havde ydet, både på det faglige og på det menneskelige plan. Som overlæge Oldenburg udtrykte det i forbindelse med sin fratræden: "Der skal lægekunst til, og der skal kærlighed til."
