Komiteens formand var departementschef P. A. Jerichau-Christensen (1859-1916), der var uddannet cand.polit. og havde haft det meste af sin karriere i postvæsenet som assistent, fuldmægtig og kontorchef, inden han i 1903 blev chef for Finansministeriets 2. revisionsdepartement. Han havde med andre ord et indgående kendskab til postvæsenet, og han var naturligvis ganske uvurderlig for sagen, eftersom han som departementschef faktisk havde revisionen af postvæsenet under sig.
Det må også siges at være lidt af et scoop, at selveste nationalbankdirektøren, etatsråd Rasmus Strøm (1842-1918), indtrådte i komiteen. Han var jurist og fungerede i en længere periode som juridisk sekretær ved Landmandsbanken, inden han blev direktør for Nationalbanken i 1888. Parallelt med den erhvervsmæssige karriere var han borgerrepræsentant i København fra 1884 til 1908 og sågar formand for Borgerrepræsentationen i årene 1895-98. Dertil kom et væld af bestyrelsesposter, spændende fra Aktieselskabet Frihavnen over Præmieselskabet for den mosaiske Ungdom til formand for bestyrelsen i Nye danske Brandforsikrings Selskab. Hans engagement i syge og svages ve og vel kom bl.a. til udtryk derved, at han var medlem af hovedbestyrelsen for Københavns Understøttelsesforening og i bestyrelsen for Københavns Sygehjem.