Sygeplejersker og læger på operationsstuen 1924
af Susanne Malchau Dietz, sygeplejerske og sygeplejehistoriker, PhD
Operationsstuen på Sahlgrenska Sygehus i Göteborg i 1924 (plakat 1924).
Omkring år 1900 gjorde den moderne sygepleje sit indtog i Danmark. Lægerne havde brug for kompetente assistenter i en lægevidenskab under hastig udvikling, og ufaglærte stuekoner erstattes derfor af faglærte sygeplejersker. Det var nu muligt at bedøve patienterne, så komplicerede operationer kunne udføres, og hertil var der brug for assistance af uddannede sygeplejersker. I denne plakat fra Mölnlycke er vi med på operationsstuen på Sahlgrenska Sygehus i Göteborg i 1924. Fire sygeplejersker er med i forberedelserne af en operation. På instrumenterne kan vi se, at det er en operation i bughulen. Ved hovedgærdet står narkosesygeplejersken klar med en flaske æter for at bedøve patienten med en stålmaske omviklet med gaze. Dryp, dryp falder æteren på masken og patienten sover ind og overlader sit liv i sygeplejerskers og lægers kompetente hænder. I Danmark blev narkose / anæstesi som et lægefagligt speciale indført i 1950erne. Sygeplejersker fortsatte med at bedøve og med tiden med nogen uddannelse. I 1972 blev der indført en specialuddannelse i anæstesisygepleje.
Dansk sygepleje og den internationale arena
af Susanne Malchau Dietz, sygeplejerske og sygeplejehistoriker, PhD
Deltagerne ved International Council of Nurses (ICN) kongres i København 1922.
Dansk Sygeplejeråd (DSR) blev i 1909 medlem af International Council of Nurses (ICN) og har siden prioriteret det internationale sygeplejesamfund højt, fordi det er et fælles forum til politisk og faglig gennemslagskraft. I 1915 blev formand for DSR Henny Tscherning præsident for ICN. Hun sad på posten til 1922 og hun førte ICN sikkert gennem 1. Verdenskrig. På billedet er hun vært ved ICN’s kongres i København i 1922, og vi finder hende siddende midt i billedet i en lys kjole. Flere danske sygeplejersker har gennem ICN sat deres mærke internationalt. Blandt dem finder vi Ellen Broe, som var direktør for ICN´s uddannelsesafdeling (FNIF) i London 1951-1962 og Christiane Reimann som var ICN’s første lønnede sekretær med sæde i Geneve 1925–1934. Christiane Reimann gjorde en enorm indsats for at modernisere ICN og sikre medlemskab fra alverdens sygeplejeforbund. Hun gjorde sig selv udødelig ved at testamentere sin formue til en pris, som bar hendes navn og som skulle forvaltes af ICN. Danmark har i nyere tid haft to ICN-præsidenter, Margrethe Kruse 1969-1973 og Kirsten Stallknecht 1997-2001. Kirsten Stallknecht fik i 2001 Christiane Reimann-prisen for sin utrættelige indsats i det internationale arbejde – prisen kaldes også sygeplejens nobelpris.
I nordisk sammenhæng stiftes Sygeplejerskernes Samarbejde i Norden (SSN) i 1920. De nordiske lande havde en gryende velfærdsstat som fællesnævner. Derfor var det naturligt, at de respektive sygeplejeorganisationer samarbejdede. De lagde stærkt ud med en målsætning om tre års uddannelse, forkortelse af arbejdsdagen og forbedring af løn og pension. Som årtierne er gået, er fem nordiske svaner i flok (Norge, Danmark, Sverige, Finland og Island) blevet til seks svaner, da Færøerne senest kom til. Politiske målsætninger er indfriet og nye kommet til. I nyere tid har der været stort fokus på at finde fælles platforme indenfor sygeplejeforskning og -etik
Sygeplejepraksis – hjemmepleje og ældreomsorg
af Susanne Malchau Dietz, sygeplejerske og sygeplejehistoriker, PhD
Et situationsbillede fra et dansk plejehjem ca. 1950 (ikke dateret og uden signatur).
Omsorgen for samfundets svageste har altid været en væsentlig opgave i sygeplejen. Her ses et foto fra 1950erne, hvor en ældre dame hjælpes eller genoptrænes af en sygeplejerske på et plejehjem. Der er hyggelige lyse omgivelser med planter, og en mandlig beboer læser i en bog. Den ældre dame er i sit eget tøj og iført et pynteforklæde for at skåne sit tøj.
I Danmark blev hjemmepleje introduceret af Diakonissestiftelsen som menighedspleje i 1873. Det var ren filantropi, men også den spæde begyndelse til det vi i dag kender som det nære sundhedsvæsens tilbud om hjemmepleje i hjemmet eller i plejeboliger - altså en vigtig del af den danske velfærdsmodel.
Hjemmesygeplejens udvikling tog fart fra 1909, hvor landets mangfoldige hjemmesygeplejeordninger blev samlet i Centralforeningen af Sygeplejevirksomheder udenfor København. Her tog man fat på det problem, at hjemmesygeplejersker kun fik en nødtørftig uddannelse på et lokalt hospital betalt af en lokal sygeplejeforening. Centralforeningen fik derfor oprettet 2-årige uddannelsespladser på hospitalerne. Men det var ikke nok for Dansk Sygeplejeråd (DSR), som arbejdede for at inkludere hjemmesygeplejerskerne i DSR’s medlemsskare. Så herfra lød argumentet, at hjemmesygeplejersker ligesom hospitalssygeplejersker skulle have en 3-årig hospitalsuddannelse, det var nemlig kravet for at blive medlem af DSR. Det lykkedes i 1923 hvor Foreningen af Hjemmesygeplejersker oprettes under DSR. På sigt betød det, at de sygeplejersker, der ønskede at arbejde i hjemmeplejen, skulle supplere deres uddannelse i relevante fagområder udenfor hospitalet. Det var først fra1958 at det nære sundhedsvæsen blev en del af sygeplejeuddannelsen og med tiden i stigende grad. I 1980erne var der kortvarigt en 1-årig videreuddannelse i hjemme- og ældresygepleje ved Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Aarhus Universitet. I 2018 blev der oprettet en specialuddannelse i borgernær sygepleje.
Sygepleje over grænser
af Susanne Malchau Dietz, sygeplejerske og sygeplejehistoriker, PhD
Akvarel med titlen ”Chateau Boulard” signeret Anni Løgstrup, juni 1953.
Motivet er de danske sygeplejerskers bureau i Paris. Vi ser huset fra havesiden, hvor det franske og danske flag står side om side. På trappen står bureauets forstanderinde Otilie Poulsen.
Der har været to danske sygeplejebureauer i Paris. Det første blev oprettet i 1919 af Dansk Sygeplejeråd (DSR), som en udløber af den danske ambulance i Paris under 1. Verdenskrig, et arbejde der nu fortsatte som et hjælpearbejde for forbedring af landets sygepleje. At komme til Paris var meget attraktivt for en stor skare eventyrlystne danske sygeplejersker, fx blev der i 1930 ansat 300 danske sygeplejersker ved bureauet og ligeså mange blev afvist. Et problem var det dog, at mange af dem ikke beherskede fransk. Med tiden opstod der problemer mellem sygeplejersker og ledelse, så i 1935 oprettede en udbrydergruppe deres eget sygeplejebureau ”Chateau Boulard” løsrevet fra DSR. De to parter fandt dog sammen igen efter 1945 og fra den tid var ”Chateau Boulevard” det eneste danske sygeplejebureau i Paris. Det virkede frem til 1960.
Paris er blot et eksempel blandt mange på rejsemuligheder, der har været og stadig er der for danske sygeplejersker. Dansk Sygeplejeråd organiserede tidligt mange af disse rejser, fordi de allerede fra stiftelsen 1899, så den internationale arena som en vigtig uddannelses- og praktikplads for landets sygeplejersker. Fx blev England og USA et yndet sted at tage akademiske grader i sygepleje, inden dette blev en mulighed i Danmark i 1991. Ideen var, at sygeplejersker skulle rejse ud for at dygtiggøre sig og derpå gerne hjemtage og implementere deres viden i Danmark.
Videre læsning:
Esther Pedersen, Over grænser, Om danske sygeplejerskers arbejde og studier i udlandet 1899-1940, Dansk Sygeplejeråd 1990.
Hjemmesygeplejersken på sin cykel
af Susanne Malchau Dietz, sygeplejerske og sygeplejehistoriker, PhD
En velkendt Mads Stage-tegning fra 1975, som viser en hjemmesygeplejerske på sin cykel. (Tryk fra medicinalfabrikken Ferrosan, 1975).
I Danmark blev hjemmepleje introduceret af Diakonissestiftelsen som menighedspleje i 1873. Det var ren filantropi, men også den spæde begyndelse til det vi i dag kender som det nære sundhedsvæsens tilbud om hjemmesygepleje i hjemmet eller i plejeboliger, altså en vigtig del af den danske velfærdsmodel.
Hjemmesygeplejens udvikling begyndte at tage fart i 1909, hvor landets mangfoldige hjemmesygeplejeordninger blev samlet i Centralforeningen af Sygeplejevirksomheder udenfor København. Her tog man fat på det problem, at hjemmesygeplejersker kun fik en nødtørftig uddannelse på et lokalt hospital betalt af en lokal sygeplejeforening. Centralforeningen fik derfor oprettet toårige uddannelsespladser på hospitalerne. Men det var ikke nok for Dansk Sygeplejeråd (DSR), som arbejdede for at inkludere hjemmesygeplejerskerne i DSR’s medlemsskare. Så herfra lød argumentet, at hjemmesygeplejersker ligesom hospitalssygeplejersker skulle have en 3-årig hospitalsuddannelse, det var nemlig kravet for at blive medlem af DSR. Det lykkedes i 1923 hvor Foreningen af Hjemmesygeplejersker oprettes under DSR. På sigt betød det, at de sygeplejersker, der ønskede at arbejde i hjemmeplejen, skulle supplere deres uddannelse i relevante fagområder udenfor hospitalet. Det var først fra1958 at det nære sundhedsvæsen blev en del af sygeplejeuddannelsen og med tiden i stigende grad. I 1980erne var der kortvarigt en 1-årig videreuddannelse i hjemme- og ældresygepleje ved Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Aarhus Universitet. I 2018 blev der oprettet en specialuddannelse i borgernær sygepleje.
Oversygeplejerske frk. Balzersen
af Susanne Malchau Dietz, sygeplejerske og sygeplejehistoriker, PhD
Kridttegning af oversygeplejerske frk. Balzersen (ikke dateret og uden signatur)
Der er ikke nogen fortælling knyttet til tegningen af frk. Balzersen udover oplysningen om, at hun er oversygeplejerske. Hvor hun var ansat og i hvilken periode vides ikke? Hendes frisure og uniformsdesign fortæller, at vi nok er i 1950erne.
Frk. Balzersen er medlem af Dansk Sygeplejeråd (DSR) for på hjertesiden (venstre side) af uniformen bærer hun DSR´s firkløveremblem. Hun bærer yderligere to emblemer, som ikke kan identificeres. Det ene må være fra det hospital, der har uddannet hende. Frk Balzersen er ugift og hun har sandsynligvis en lille lejlighed i hospitalets sygeplejerskebolig, hvor hun også indtager sine måltider i sygeplejerskernes fælles spisestue. I 1937 og efter en del kamp blev boligpligten for hospitalssygeplejersker ophævet og giftermål tilladt. Der var ikke enighed om den beslutning. Holdningen var, at sygeplejekald og hustrukald ikke kunne forenes. I 1950 boede 50 procent af hospitalssygeplejerskerne udenfor hospitalet. Hvor mange af dem, der var gift, vides ikke. Det var først i 1960erne, at de gifte sygeplejersker for alvor indtog arbejdsmarkedet.
Uniformen og dens symboler har siden sygeplejefagets etablering i slutningen 1800-tallet haft en vigtig betydning for faglig identitet og den enkeltes placering i hierarkiet. Frk. Balzersen bærer en hvid bomuldsuniform med lange ærmer og bisser på kjolebrystet. Hun bærer ikke forklæde. De lange ærmer signalerer, at hun er ledende sygeplejerske og ikke har med den direkte patientpleje at gøre, for det ville være uhygiejnisk. Bisserne på kjolebrystet, som er små, smalle, lodrette stoflæg, er en dekorativ detalje, som ikke var en almindelig sygeplejerske forundt.
I 1970erne blev bomuldsuniformen afskaffet til fordel for en syntetisk kittel og samtidig forsvandt kappen. I dag er der en mangfoldighed af uniformer. Symbolerne hænger ved, så man kan stadig afkode, hvor sundhedspersonalet er placeret i det faglige hierarki.
”Efter sygdommen” – at tilrettelægge plejen så Guds natur kan råde
af Susanne Malchau Dietz, sygeplejerske og sygeplejehistoriker, PhD
”Efter sygdommen” er titlen på maleriet af Gabriel Max (1842-1912). Her ses en fotografisk xylografi af maleriet, som prydede forsiden af Illustreret Familie-Journal nr. 19, 1898.
På maleriet ses en ung kvinde, som ligger godt i sin seng støttet af puder. Hun kigger opad og har et eftertænksomt og håbefuldt blik. Det fortælles, at hun har tuberkulose og netop er ovre krisen. Tuberkulose blev i den tid ofte romantiseret i de forskellige kunstarter. Pigen har da også det blege og næsten æteriske udseende, som var tæt forbundet med den frygtede sygdom.
Vi må antage, at pigen har en privatsygeplejerske, som holder fast i, at sengeleje er vigtig for helbredelse. Hendes pleje følger Florence Nightingales filosofi om, at sygepleje bør tilrettelægges, så den af ”Guds indstiftede naturs helbredende virksomhed kan træde i kraft”. Hvad det indebar uddybede Florence Nightingale i sin berømte bog ”Notes on Nursing” fra 1859. Her stod der, at sygestuen skulle være lys og solrig med frisk luft og ventilation, og det var vigtigt med en god hygiejne. I den syges dagligdag skulle der sikres balance mellem hvile og adspredelse. Den rette ernæring var også overordentlig vigtig.
”Notes on Nursing” var tænkt som en bog om sygepleje for alle kvinder, men den blev hurtigt løftet frem som den første lærebog i sygepleje og oversat til alverdens sprog. Den udkom på dansk i 1860 under titlen ”Om Sygepasningen, hvad den er, og hvad den ikke er”. De fleste anvisninger i bogen er gyldige den dag i dag.
Videre læsning:
Malchau Dietz, Susanne: Florence Nightingale i Lex. 5. juli 2026
Fra tuberkulosebekæmpelse til Hotel Koldingfjord
af Susanne Malchau Dietz, sygeplejerske og sygeplejehistoriker, PhD
Nationalforeningen til tuberkulosens bekæmpelse stiftet 1901 opfordrer her gennem en plakat enhver til at tegne medlemskab.
Nationalforeningen opgave var at bekæmpe tuberkulose, som havde udviklet sig til en folkesygdom. Foreningens indsats førte til nedsættelse af Tuberkulosekommissionen 1902 og efterfølgende Tuberkuloseloven 1905. Foreningen stod bag oprettelse af en lang række sanatorier, som alle var beregnet for voksne. Der manglede derfor et sanatorium til børn. I 1903 kom postekspedient Einar Hollbøll (1865-1927) med løsningen. Han lancerede et julemærke til 2 øre, som skulle skaffe midler til et sanatorium til børn. Det første julemærke gik i trykken 1904 med portræt af dronning Louise (1817-1898). Det var en succes. Efter aftale med Nationalforeningen fandt Julemærkekomiteen en passende placering af sanatoriet ved Kolding Fjord. I 1911 åbnede Julemærkesanatoriet Koldingfjord med plads til 120 børn i alderen 4 -15 år. Det var et majestætisk byggeri, som blev mønstereksempel for tuberkulosebehandlingen i Danmark. Det viste sig hurtigt, at der var for få pladser og derfor tilføjes to pavilloner til mindre børn: Fjordglimt åbnes 1917 og Granly i 1933.
I 1959 lukkede sanatoriet og overgik til åndssvageforsorgen frem til 1988. Efter et par år i forfald blev de smukke hovedbygninger nænsomt restaureret og indrettet til det Hotel Koldingfjord, vi kender i dag, som åbnede i 1990. De resterende to pavilloner sanatoriet Fjordglimt og Granly (hvor vi befinder os nu) husede fra 1999 Dansk Sygeplejehistorisk Museum, som blev afviklet i 2025. Bygningerne blev herefter tilføjet Hotel Koldingfjord og omdannet til hotellejligheder og værelser, som blev taget i brug august 2026. Pavillonerne bærer stadig deres oprindelige navne Fjordglimt og Granly.
Videre læsning:
Hotel Koldingfjords historie, herunder dagligdag og behandling på sanatoriet
Sygeplejersker i krig
af Susanne Malchau Dietz, sygeplejerske og sygeplejehistoriker, PhD
”Miss Edith Cavell’s martyrium” af J.F. Willumsen.
I 1916-1918 reflekterede den danske billedkunstner J.F. Willumsen (1863-1958) gennem en række grafiske arbejder over 1. Verdenskrig og dens grusomheder. Billedet her med titlen ”Miss Edith Cavell’s martyrium” er fra 1916 og viser henrettelsen af den britiske sygeplejerske Edith Cavell (1865-1915). Værkets tilblivelse var en reaktion på en beretning fra 1915 om den tyske hærs brutalitet. Det var sådan, at Edith Cavell tog til Belgien, da krigen brød ud. Hun begyndte at pleje soldater af alle nationaliteter og det kunne hun ikke klandres for. Værre var det, at hun overtrådte den tyske militærlov, da hun fik organiseret at smugle britiske, franske og belgiske soldater ud af landet. For den brøde blev hun arresteret. Hun tilstod og ifølge tysk militærlov var der dødsstraf for at tilføre fjenden soldater. Dommen blev eksekveret ved skydning.
Beretningen om Edith Cavell henrettelse blev med tiden til en myte, som ikke havde meget med virkeligheden at gøre – og det gælder også Willumsens billede. Men myter har jo også deres berettigelse for denne sikrede, at eftertiden blev mindet om, at det ikke er ufarligt at melde sig til krigstjeneste. Ikke desto mindre har danske sygeplejersker i stor stil alligevel meldt sig. De første var to diakonisser fra Diakonissestiftelsen, som blev udsendt til feltlazaretterne på Als under Krigen 1864. Siden den tid har sygeplejersker igen og igen meldt sig: Balkankrigene 1912-13, 1. Verdenskrig 1914-18, den Russiske revolution 1916-19, Vinterkrigen i Finland 1939-40, 2. Verdenskrig 1939-45, Koreakrigen 1950-53 med hospitalsskibet Jutlandia og Biafrakrigen 1967-69.
I nyere tid melder mange sygeplejersker sig stadig til krigstjeneste. De indtræder i forsvaret eller bliver udsendt gennem humanitære organisationer som Røde Kors og Læger Uden Grænser, fx til Afghanistan, Gaza eller andre krigszoner. I perioden 1920 til 2025 er 30 danske sygeplejersker blevet dekoreret med Florence Nightingalemedaljen, som uddeles for exceptionelt mod, opofrelse for syge og sårede i forbindelse med væbnede konflikter og naturkatastrofer.
Videre læsning:
Carsten Bach Nielsen, har skrevet et essay om Edith Cavell i Willumsens grafik og her analyseret billedet'
Kirsten Stallknecht og strejkeretten
af Susanne Malchau Dietz, Sygeplejerske og sygeplejehistoriker, PhD
I 1968 blev Kirsten Stallknecht formand for Dansk Sygeplejeråd (DSR).
Hendes stærke lederskab og styrke ved forhandlingsbordet gjorde hende til et yndet offer for avisernes karikaturtegninger. Et eksempel er denne tegning fra Jyllands-Posten 4. maj 1995, hvor sygeplejerskerne strejkede for bedre løn i 29 dage. Strejken blev stoppet gennem et lovindgreb.
Kirsten Stallknecht opbyggede gennem sit 28-årige formandskab en stærk faglig organisation. Formandsskiftet udløste i sin tid en så radikal omorganisering af organisationen, at det fik prædikatet ”fra tanteforening til fagforening”. Blandt hendes milepæle var sikring af konfliktretten i 1971, og den rettighed benyttes første gang ved en strejke 1973-74. Efterfølgende har DSR varslet og gennemført 4 strejker (1995, 1999, 2008, 2021).
Kirsten Stallknecht havde også en aktie i Hotels Koldingfjord. Det var hende, som i sin tid spottede det gamle Julemærkesanatorium Koldingfjord, som et kommende hotel med ejerskab ved Pensionskassen for Sygeplejersker og Lægesekretærer (PKA) og Dansk Sygeplejeråd. Det var også hende, der stod bag oprettelsen af Dansk Sygeplejehistorisk Museum, som i perioden 1999-2025 havde til huse i de to pavilloner Fjordglimt og Granly. I dag er alle bygninger en del af Hotel Koldingfjord.
Kirsten Stallknecht var formand for DSR 1968-96, formand for Sygeplejerskernes Samarbejde i Norden 1989-95 og præsident for sygeplejerskernes verdensorganisation The International Council of Nurses 1997-2001.
Dansk Sygeplejeråd har i perioden 1899-2026 haft 12 formænd / forkvinder. De har hver især sat deres mærke indenfor rammen af ”de to ben” DSR har gået på og værnet om siden stiftelsen: fagforening og profession.
- Charlotte Norrie (1899)
- Henny Tscherning (1899-1927)
- Charlotte Munck (1927-1932)
- Gustava Hjorth (1932-33 og 1934-35)
- Margrethe Koch (1933-34)
- Elisabeth With (1935-1941)
- Maria Madsen (1941-1968)
- Kirsten Stallknecht (1968-1996)
- Jette Søe (1996-2000)
- Conni Kruckow (2000-2009)
- Grete Christensen (2009-2023)
- Dorthe Boe Danbjørg (2023- )
Videre læsning:
Tre sygeplejetraditioner
af Susanne Malchau Dietz, sygeplejerske og sygeplejehistoriker, PhD
Den moderne sygepleje i Danmark fandt i løbet af 1800-tallet sit fodfæste gennem tre sygeplejetraditioner.
Billedet fra 1945 viser tre sygeplejersker, som hver især repræsenterer en tradition. I midten ses frk. Inger Stenstrup fra Bispebjerg Hospital fra den verdslige sygeplejetradition, som begyndte med Florence Nightingale. Til højre ses søster Benedicte Ramsing (1912-1988) som var Sankt Joseph Søster. Hun repræsenterer den katolske tradition. Til venstre ses diakonisse søster Grethe Scheuer (1905-1995), som repræsenter den protestantiske diakonissetradition. Fotografiet er taget på Diakonissestiftelsen og viser, at de tre traditioner er forenet i en fælles sag om at styrke fag og uddannelse. Sådan var det ikke i starten, hvor de respektive traditioner af konfessionelle grunde ikke var på talefod endsige i rum med hinanden.
Den katolske tradition: I 1856 etablerede de franske og katolske Sankt Joseph Søstre sig i Danmark. Det begyndte med fire søstre. To af dem var uddannet i sygepleje og dermed landets første uddannede sygeplejersker. De åbnede Sankt Josephs Hospital på Nørrebro i København i 1875 som snart blev fulgt af flere hospitaler i provinsen. Der kom flere katolske søsterordner til landet, og tilsammen stod disse ordner bag 17 katolske hospitaler landet over. De er alle lukket i dag. En katolsk sygeplejeskole blev åbnet ved Sankt Joseph Hospital i København i 1926.
Diakonissetraditionen: I 1863 åbnede Diakonissestiftelsen på Frederiksberg, som det første diakonissehus i Danmark. Her indførtes landets første sygeplejeuddannelse. Det fik det ganske land gavn af, for de uddannede søstre blev udsendt til provinsens sygehuse. Diakonissestiftelsen introducerede således den faglærte sygepleje på 33 offentlige sygehuse. I samme fodspor gik Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup, som etableres år 1900. Her åbnes også en sygeplejeskole og også herfra etableres faglært sygepleje på provinsens sygehuse. Samtidig etablerer de to huse 100-vis af menighedsplejer (hjemmesygepleje) landet over.
Nightingaletraditionen eller den verdslige sygepleje blev introduceret på Københavns Kommunehospital i 1876. Hospitalet antog unge kvinder fra dannede hjem til oplæring i sygepleje. Læretiden blev fastsat til et år og det var mere praktik end teori. Uddannelsen udviklede sig, men var de første årtier under lægernes ledelse. I 1899 stiftes Dansk Sygeplejeråd, og med formand Henny Tscherning (1853-1952) i spidsen blev der arbejdet ihærdig for at indføre Nightingaletraditionens ”matron”system, hvor sygeplejen som faggruppe havde egen ledelsesret. Det lykkedes i 1913 på trods af lægestandens ihærdige modstand. I 1913 udnævnes Charlotte Munck (1876-1932) til forstanderinde for sygeplejen ved Bispebjerg Hospital i København.
Firkløveremblemet og skoleemblemerne
af Susanne Malchau Dietz, Sygeplejerske og sygeplejehistoriker, PhD
Her ses et udvalg af sygeplejens emblemer fra 1899 frem til i dag.
I midten ses Dansk Sygeplejeråds (DSR) firkløveremblem. Det er omgivet af emblemer fra landets sygeplejeskoler og et enkelt fra sygeplejerskers videreuddannelse. Sygeplejens emblemer har siden 1899 haft stor betydning som symbol på faglig kvalitet og identitet.
DSR’s firkløveremblem: Da DSR blev stiftet i 1899, var det vigtigt at få udarbejdet et logo, som alle medlemmer havde pligt til at bære synligt på uniformen og på de præmisser blev firkløveremblemet designet både som emblem og armbind. Dengang var sygeplejefaget ikke autoriseret, det skete først i 1933. Så enhver kunne kalde sig sygeplejerske uden nogen form for uddannelse. DSR besluttede derfor at alle medlemmer skulle dokumentere tre års hospitalsuddannelse. Fagforeningsemblemet blev på den måde symbol på høj faglig kvalitet og den betydning er fulgt med frem til nutiden. Kilderne til emblemets tilblivelse er ikke bevaret, men man antager at firkløveren symboliserer lykke i arbejdet. De hvid/røde elementer er de danske nationalfarver. Emblemet er fremstillet i emaljeret sterlingsølv og medlemsnummeret er indgraveret på bagsiden af emblemet. Det skal tilbageleveres ved udmeldelse eller død. I de første regulativer stod der, at det skulle bæres på venstre side (hjertesiden) eller som broche i halsen. Der har gennem tiden været forskellige ceremonier ved overrækkelsen af emblemet, og også i dag inviterer DSR til emblemoverrækkelse.
Skoleemblemerne: De forskellige skoleemblemer blev indført i løbet af 1900-tallet i takt med at hospitalerne etablerede egne sygeplejeuddannelser. I 1950erne udbød op til 110 hospitaler sygeplejeuddannelsen og det med meget forskellig kvalitet i teori og praksis. Det rettede en uddannelsesreform op på i 1958, hvor alle hospitalsskoler blev lukket til fordel for 34 godkendte sygeplejeskoler (herunder en på Færøerne) under tilsyn af sundhedsstyrelsen. En ny lov og en kongelig anordning sikrede kvalitet i teori og alsidig praksis. Der blev samtidig indført en landsdækkende multiple choice-test i slutningen af uddannelsen, hvor skolerne konkurrerede indbyrdes om en topplacering. De bedst placerede skoler blev meget attraktive, og deres elever fik ansættelse bare de fremviste deres skoleemblem. I 2001 blev sygeplejeuddannelsen en professionsbachelor, som i dag udbydes fra 6 professionshøjskoler, som tilsammen har 22 campusser landet over. Disse skoler har fortsat traditionen med, at de studerende får et uddannelsesemblem.
Videreuddannelsesemblem: I en periode havde Kursus ved Aarhus Universitet for sundhedsplejersker og for ledende og undervisende sygeplejersker etableret 1938 et firkantet emblem med Nightingale lampen. Det var det ypperste emblem en sygeplejerske kunne fremvise på sin uniform. Kursus ved Aarhus Universitet var forløberen for den kandidatuddannelse i sygepleje, der etableres i 1991 og får eget institut ved Århus Universitet 2001. I 1991 etableres der også PhD uddannelse i sygepleje fra Aarhus Universitet.
Sygeplejersker ruster sig til kamp
af Susanne Malchau Dietz, sygeplejerske og sygeplejehistoriker, PhD
Billedbladet omtaler i en billedreportage juni 1946 den usædvanlige situation, at sygeplejerskerne på Rigshospitalet kollektivt har deponeret deres opsigelse per 1. oktober.
De er utilfredse med deres løn. Selvom sygepleje er et kald, behøver det ikke at forringe lønnen.
Billedbladets artikel var kulminationen af en stigende utilfredshed blandt sygeplejersker med deres indplacering i lønsystemet samt forhøjede fradrag for kost og logi. Lønmæssigt var sygeplejersker på niveau med ufaglærte arbejdere. Formanden for Rigshospitalets Sygeplejerskeforening kommenterede i Politiken 22. april 1944: ”Er vore Lønforhold saa slette, fordi vores Stand udelukkende bestaar af Kvinder? Jeg tror ikke, at man turde byde Mænd med samme Ansvar og Uddannelse en saadan Løn?” Kritikken var i høj grad rettet mod Dansk Sygeplejeråd (DSR), som med sine 17.000 medlemmer havde forholdt sig tavs i konflikten.
DSR skiftede holdning i 1946, da en betænkning udkom fra Lønningskommissionen og blev nu fortaler for en lønaktion. I den aktion blev de på det tidspunkt hidtil skrappeste midler i dansk sygeplejes historie taget i brug. Målet var, at få sygeplejersker i samme lønklasse som andre tjenestemænd med tilsvarende uddannelse. DSR’s hovedbestyrelse var enige om, at sygeplejersker ikke kunne strejke af etiske grunde og pga. tjenestemandslovens bestemmelser. Men de støttede, at tjenestemænd både i hovedstaden og provinsen deponerede deres opsigelser. Landet over tilsluttede sygeplejersker sig aktionen, også selv de var bange for at miste den goodwill, de havde i befolkningen. Men befolkningen stod bag, og det samme gjorde lægestanden. Pressedækningen var intensiv. Men indenrigsministeriet stod stejlt på, at de ikke ville forhandle med en faggruppe, og at aktionen var ulovlig. De forskellige sygeplejerskegrupper trak sig efterhånden, og til sidst stod de kommunalt ansatte sygeplejersker i København alene. De udsatte deres opsigelse med en måned til november. I begyndelsen af oktober blev der indgået forlig, så der blev bevilliget et arbejdsledertillæg til hospitalssygeplejersker, fordi arbejdet havde ændret karakter pga. sygeplejerskemanglen. Der var ansat sygehjælpere, og det gav ekstra arbejde. På samme måde fik de kommunalt ansatte sygeplejersker nogle tillæg pga. natarbejde o.l.
Sygeplejerskernes var kommet igennem deres første lønkamp, og den havde rykket på nogle grundlæggende idealer og holdninger. Så meget at DSR-formand Maria Madsen beklagede, at DSR ikke adskilte sig mere fra andre fagforeninger. Hun tilføjede dog, at kampen havde været nødvendig. Hendes efterfølger Kirsten Stallknecht tog stafetten op, og under hendes lederskab fik DSR konfliktretten i 1971. Den rettighed blev benyttet for første gang ved en strejke 1973-74. Efterfølgende har der været gennemført 4 strejker i følgende år: 1995, 1999, 2008 og 2021. For lav indplacering i lønsystemet, og det at sygepleje er etableret som et kvindefag, altså er betragtet som et fag uden forsørgerpligt, har været omdrejningspunktet ved samtlige strejker.
Videre læsning: