Størst vanskelighed voldte det at tilvejebringe beløbet på 30.000 kr. til dækning af omkostningerne ved købet af grunden på Louisehøj. Kommunekassen var lukket med syv segl, og indsamlingen i Odd-Fellow logen havde "kun" givet 3.000 kr., så der var kun én udvej: Ræder og Andersen måtte gå fra dør til dør og samle penge ind. Det blev til i alt 12.000 kr., hvad der i datidens penge må siges at være et ganske betragteligt beløb, og dertil kom så de 3.000 kr., som sognerådet i Eltang-Vilstrup havde bevilget. Der resterede med andre ord 15.000 kr.

Men også her tilsmilede heldet Ræder. Han modtog nemlig en dag et brev fra Julemærkekomiteens sekretær Bergsøe, at denne var kommet under vejr med, at en københavnsk restauratør led af "en forfærdelig knaphulskløe", og at den pågældende var villig til at betale sig fra at blive "kureret" med et ridderkors. Bergsøe rådede Ræder til at tage kontakt med Koldingkredsens folketingsmand, som samtidig og heldigt nok var kultusminister (altså kirke- og undervisningsminister), Enevold Sørensen (1850-1920).

Efter at have konsulteret Julemærkekomiteen drog Ræder til ministeriet i København for at drøfte sagen med Enevold Sørensen, som pure afviste, at det kunne lade sig gøre at købe sig til et ridderkors, men som alligevel endte med at give Ræder tilladelse til at meddele den pågældende, at han ville blive dekoreret, hvis han betalte 15.000 kr. til det gode formål. Ræder gik prompte til manden, som først prøvede, om det kunne lade sig gøre at slippe med 10.000 kr. Men knaphulskløen fik åbenbart overtaget, for han endte med at sige ja til hele beløbet, og dermed havde Ræder - om end på en temmelig uortodoks måde - skaffet de 30.000 kr., som var nødvendige for at få Julemærkekomiteen til at acceptere beliggenheden ved Louisehøj.